Embedet
Stillingen har tilknyttet forpligtelse som kirkebogsfører og begravelsesmyndighed i Rørby og Værslev sogne og er med bopæl i Rørby præstegård.
Møllevangen 1 A, Rørby
4400 Kalundborg
Træffes pr. telefon 5950 4055 eller 5115 8849 bedst om dagen og i øvrigt efter aftale.
E-mail: PMI@km.dk
Sikker mail: https://sikkerformular.kirkenettet.dk/contact/form?eid=12856
Mandag er præstens fridag
________________________________________________________________________________________________________________________________________
Om præsten
Mit navn er Peter Michaelsen, og jeg er 56 år gammel.
Jeg blev ordineret i 1986 fra Århus Domkirke, og blev 1.april 1987 ansat som sognepræst i Dronningborg-Gimming pastorat i Østjylland. Dronningborg er en forstad i den østlige del af Randers, mens Gimming er en landsby lidt øst for Randers.
Sidste år kunne jeg, Palmesøndag, fejre mit 25 års jubilæum som sognepræst i Dronningborg og Gimming sogne. Det blev en uforglemmelig dag med mange festlige indslag både i Dronningborg kirke og i den fælles sognegård.
Det har været en berigelse for mig at have været ansat som præst det samme sted så længe og dermed fulgt med i menighedens liv i glæder og sorger gennem et kvart århundrede.
Når jeg alligevel har valgt at søge nye græsgange, skyldes det ikke mindst, at jeg ønskede en tilværelse sammen med min kæreste på Sjælland. Berit er musikskoleleder i Slagelse og har en uddannelse som operasanger og sangpædagog. Berit virker også som kirkesanger i Kundby og på Dragsholm Slot.
Jeg interesser mig for bibelstudier og var fra 1989 til 1991 undervisningsassistent i faget Gammel Testamente ved Aarhus Universitet. Jeg interesserer mig også for kristendommens forhold til andre religioner og blev i 1986 både cand.theol. samt cand. phil. i religionsvidenskab.
Salmer og kirkemusik har min helt særlige interesse. Jeg er ivrig korsanger og har i samarbejde med forskellige organister arrangeret en lang række koncerter, musikgudstjenester og salmesangsaftener.
Det vigtigste i præstens arbejde er, for mig at se, gudstjenesten og de kirkelige handlinger, men også den kirkelige undervisning af børn og voksne er af stor betydning i et samfund, hvor mange ikke er fortrolige med kirken og dens budskab.
Kirken skal ramme bredt, og tilbyde evangeliet i form af både sjælesorg, undervisning og gudstjeneste i et nutidigt og ligefremt sprog.
Jeg ser frem til at lære mine nye menigheder at kende, og ser det som en spændende udfordring at komme til at arbejde i et pastorat, hvor 6 sogne med lige så mange menighedsråd for nylig har valgt at indgå et forpligtende samarbejde.
Berit og jeg glæder os til at blive en del af livet i og omkring kirken.